MEDIER: SKOTSK FøRSTEMINISTER OVERVEJER AT Gå AF

Skotlands førsteminister, Humza Yousaf, overvejer at træde tilbage som regeringsleder inden mulige tillidsafstemninger.

Det erfarer medierne Sky News og BBC mandag.

Yousaf overtog sidste år i marts lederposten i Skotlands Nationale Parti, SNP, efter Nicola Sturgeon.

Usikkerheden om den skotske regering er udløst af, at et samarbejde mellem nationalisterne i Yousafs parti og partiet Scottish Greens torsdag blev afsluttet på grund af uenighed om klimapolitikken.

Trods de kommende tillidsafstemninger sagde Yousaf sidste uge, at han var fortrøstningsfuld.

- Jeg er ret sikker på, at jeg vil være i stand til at vinde en afstemning om et mistillidsvotum, sagde førsteministeren ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Men nu beretter flere medier, at det ser knap så lyst ud for den skotske regering.

Ifølge Sky News kan en melding om, at Yousaf træder tilbage, komme allerede mandag.

BBC skriver med henvisning til en kilde tæt på Yousaf, at det er en mulighed at gå af. Men en endelig beslutning er angiveligt ikke blevet truffet endnu.

Førsteministeren menes at have udelukket at indgå en aftale med partiet Alba. Det vil formentlig gøre ham afhængig af Scottish Greens, som han netop har afsluttet samarbejdet med.

SNP har 63 af de 129 pladser i Skotlands folkevalgte forsamling.

Yousafs forgænger, Nicola Sturgeon, meddelte i februar sidste år sin afgang som førsteminister og SNP-leder.

Den mangeårige løsrivelsesforkæmper sagde, at hun igennem nogen tid havde tænkt over det og ikke længere kunne lægge den nødvendige energi i hvervet.

/ritzau/

2024-04-29T07:16:17Z dg43tfdfdgfd